Havnefester fra 1958 til 1970

Havnefester fra 1958 til 1970  – en ny æra

I 1958 og videre op gennem 60- og 70’erne opstod en ny æra indenfor havnefester i Hornbæk. Man fik ny organisation – man afholdt nu fast havnefest en gang om året og i midten af 60’erne flyttede man – efter mange overvejelser – festen til selve havnepladsen.

I disse to årtier formedes læsten for fremtidens havnefester, sådan som vi stadig afholder dem i dag.

I 1958 indledtes en ny serie af havnefester. Dette skete i erkendelse af, at det offentlige havde meddelt Hornbæk Havn, at der ikke længere kunne ydes tilskud til havnen, da antallet af erhvervsfiskere var under 25.

Da man også i byen havde en idrætsforening, der altid kunne bruge penge til at klare sit ungdomsarbejde for, var det måske en nærliggende tanke, at Havnen og Idrætsforeningen i forening stablede en havnefest på benene. En anden væsentlig begrundelse for dette samarbejde var, at idrætsforeningen havde et stort antal medlemmer og ledere, som kunne medvirke både ved indretning af festplads og ved pasning af de forskellige boder.

Fra starten lå det vel i luften, at blev det en succes ville man gentage den hvert år.

Ligesom i tidligere år blev festen henlagt til Østre Stejlebakke og var en to-dages fest, hvilket vil sige lørdag og søndag i modsætning til tidligere søndag og mandag. Man valgte week-end’en omkring l. august, fordi man var af den opfattelse, at der havde havnefesten altid ligget- og at det skyldtes at fiskerne, som de vejrkyndige sikkert kunne garantere godt vejr i denne periode.

Det med vejret har vist sig med en enkelt undtagelse at holde stik. Derimod var det også praktisk med dette tidspunkt, idet man i de første år havde en veletableret byfest, som lå i begyndelsen af juli, at konkurrere med.

Ny form for havnefest

I modsætning til tidligere havnefester, som fortrinsvis var bygget op omkring en stor tombola, som byens damer og fingernemme herrer i perioden siden sidste havnefest havde fremstillet gevinster til, en Tesalon, hvor de bedre borgere nød te og ædlere drikke til lødig musikunderholdning, et drikketelt, hvor almindelige mennesker berusede sig, en åben danseestrade og nogle få spil passet af lokale og endelig en børnekarrusel, en luftgynge, en kraftprøve som havde lejet sig ind mod passende stadeleje og et underholdningstelt med tryllekunstner eller dresserede søløver el. lign., blev de nye havnefester bygget op af to hovedbestanddele, et tivoli som tog sig af alle spil og køreforretninger og det restaurationsmæssige, som arrangørerne selv stod for.

Det første år (1958) blev det arrangeret på den måde, at alt hvad vi selv stod for af boder, barer og danseestrade blev opstillet i et 4-mastet cirkustelt, som cirkus Benneweis havde ledigt.

Det syntes af flere grunde at være en god ide, fordi for det første var det et meget stormfuldt og regnfuldt vejr i den weekend, så de besøgende var godt beskyttede derinde, dernæst trak det som en magnet. Alle skulle se hvad der var derinde, og selvom der var optræden skiftevis udendørs og inde i teltet blev publikum helst inde. Og hvad kunne man så forlyste sig med i dette telt.

Egentlig var opfindsomheden ikke så stor, for man havde stort set det samme som tidligere havnefester, et par ølbarer, en vinbar, et danseorkester og tilhørende dansegulv, kaffe og æbleskiver, frugtbod og den førnævnte optræden. Den kendteste af de optrædende det år var Louis Miehe-Renard, som i øvrigt mødte op til trods for en kæmpe tandpine.

Økonomisk succes Til trods for det dårlige vejr må festen siges at have været en økonomisk succes, idet man med entre til pladsen på kr. 2.00 for voksne, 50 øre for børn og adgang til dansegulvet for kr. 1.50 samt en stadeleje fra tivoliet på kr. 4.000.- og et stort salg af våde varer fik et overskud på noget over 9.000.- kr. til deling. Et beløb som med den tids købekraft var betydeligt for begge parter.

Arrangementet med cirkusteltet blev imidlertid ikke fulgt op i de efterfølgende år (fra 1959), idet det absolut ikke var gunstigt for tivoliet, som i de efterfølgende år betingede sig, at det ikke kom igen. Der kom derfor en række år, hvor man stadig holdt fast ved Østre Stejlebakke som festplads, fordi man der havde et sted, hvor man i fred og ro kunne opbygge festpladsen i hele den foregående uge, og hvor man i de efterfølgende dage kunne fjerne alle de opstillede boder og sporene fra festerne uden at have noget væsentligt tidspres over sig, hvilket viste sig hensigtsmæssigt, idet de fleste havde opbrugt tid og kræfter, når festerne var overstået.

Skabelonen for festerne i disse år var stort set den samme, idet man dog stadig fandt på lidt nyt. Man havde alt det arrangørerne selv stod for placeret omkring et dansetelt, der blev placeret udfor Lochers hus. Der var som traditionen bød et kaffeudsalg, hvor kager bagt af byens folk var efterspurgt, ligesom æbleskiveboden havde stor søgning og var et godt aktiv. Ved den anden ende af danseteltet var »Kabyssen«, hvor man kunne købe sildemadder, fiskefileter og en dram til foruden det ved en havnefest uundværlige øl. Der var også en pølsebar og en isbod. Resten af pladsen var derefter overladt til det tivoli, som man havde lejet ud til. Det betød at alt fraregnet danseteltets oplevelser foregik udendørs – også den underholdning, som skulle være med til at øge interessen for at gå til havnefest.

Mere attraktiv

Det var stadig målet at øge overskuddet også når inflation blev taget i betragtning, og derfor måtte man hvert år prøve at gøre det mere attraktivt.

Det betød, at man måtte søge kunstnere af interesse for publikum, danseorkestre af kvalitet og forpligte tivoliet til at stille underholdende køreforretninger ( forlystelser )op, således at det ikke blev ensidige spil.

De grundlæggende indtægter var entre til pladsen og danseteltet stadelejen fra tivoliet, ligesom ølsalget sjældent slog fejl. På basis af de erfaringer man fra år til år havde om disse indtægter kunne man så budgettere, hvilke udgifter man kunne tillade sig til kunstnere, orkestre og det fyrværkeri, som festerne sluttede med.

Takket være stor velvillighed fra byens handlende og håndværkere var der ikke store udgifter til materialer til opbygning af festpladsen eller belysningsmateriel. Ligesom vi modtog mange gaver af varer til de forskellige boder.

I det hele taget var offerviljen stor. Ikke alene udførte et par hundrede mennesker i to dage et anstrengende arbejde, men man betalte også entre til pladsen begge dage, for at kunne komme ind og give en hjælpende hånd.

Havnefesternes organisation

Organisationen bag havnefesterne var ganske enkel, idet en mere eller mindre selvvalgt komite i årets første måneder traf aftale med tivoli og kunstnere, orkestre samt bestilte plakater etc. Dernæst kom turen til betjeningen af de forskellige boder eller forretninger. Der var tradition for at der til hver bod var en gruppe mennesker, som plejede at tage sig af denne bod og selv sørgede for at få slået den op, indrettet den og samlet de nødvendige varer og når festen var overstået, afleverede man overskuddet til komiteen. Således var alt lige fra plakatudbringning, indhegning af pladsen, opstilling af belysning, udsmykning af pladsen, bagning af æbleskiver o.s.v. uddelegeret til en 25-30 personer, som så samlede det nødvendige antal hjælpere. Denne opbygning gav mulighed for nye initiativer, for hvis een havde en god ide og selv kunne realisere den, kunne vi altid finde et sted på pladsen, hvor en sådan bod kunne opsættes.

*

Man vovede springet – første Havnefest på selve havnen !

I nogle år talte man om, at havnepladsen sikkert var en mere charmerende festplads end Østre Stejleplads, og at man burde flytte festen derhen, men man veg tilbage, fordi man mente at det ville forstyrre livet på havnen for meget.

Men i midten af tresserne (1964) vovede man springet. Samtidig besluttede man, at komiteens boder og forretninger kun skulle være åbne om lørdagen, medens tivoliet skulle have lov at køre søndag med.

Det gik som forventet, man fik betydeligt flere besøgende, og den ene aften gav et større overskud, end man tidligere havde haft på to aftener. Det viste sig, at det var lettere at arrangere end ventet. Selvfølgelig betød det nye sted, at der måtte ske forskellige ændringer i opstillingen, men stort set blev de tidligere aktiviteter fastholdt, men også ny kom til f.eks. molebaren, som egentlig kom til at ligge lidt langt fra den egentlige festplads, men som skulle være for dem, der kom for at se solnedgang, og som måske ville nyde havnefesten på afstand. Den har vist sig at være attraktiv og et godt aktiv.

Fordele om lørdagen

Det viste sig at have mange fordele kun at feste om lørdagen. Man fik flere penge i kassen, man havde færre udgifter og det var lettere at få hjælp, når det ikke drejede sig om to dage. Samtidig kunne de der ryddede op og tog boder ned gøre dette om søndagen.

Men det skulle ikke vare ret mange år, før man savnede noget spiseligt og drikkeligt om søndagen og derfor går festerne gradvis over til igen at blive to-dages arrangementer .

---

I 1970 udvidede man kredsen af arrangører med Hornbæk Bådeklub – og dens formand Niels Jorgen Bagger overtog formandskabet i havnefestkomiteen efter Carl Bødker Nielsen.
Hornbæk Bådeklub følte sig dengang vel konsolideret både med hensyn til medlemmer og klubfaciliteter, så det var naturligt at de tog del i havnefesten på lige fod med de to andre arrangører – Hornbæk Havn og HIF.

Senere i 70’erne kom også Hornbæk Havneforening med som arrangør.

Hornbæk Havnefester arrangeres i dag (2020) stadig af dette “firkløver” af foreninger i byen og på havnen.

Gå tilbage til Hornbæk Havnefester – tidslinje her……