En optakt til Havnefesten 100 år.

Denne side er udgivet i februar 2021 – men vil løbende blive opdateret, hvis der kommer nye informationer om Hornbæk Amatørscene.

Kilder til denne side er Jubilæumsavisen “Hornbæk Havnefester i 100 år”, som udkom d. 8. juli 1981, og som blev udgivet af ugeavisen “Op og ned langs kysten”. Redaktion Poul Støvring og overlærer Johannes Jensen. Wikipedia. Helsingør Leksikon. Helsingør Dagblad. Johannes Jensens selvbiografi fra 1988 “Et jævnt og muntert virksomt liv”

Redigeret af Jens Peter Pihl – februar 2021

Holger Drachmann vendte for en stund tilbage til Hornbæk – i skikkelse af Jørgen Haagen Nielsen – og var omdrejningspunktet i jubilæumsrevyen.

I anledningen af Hornbæk Havnefests 100 års jubilæum genopstod Hornbæk Amatørscene. Man opførte en revy under navnet “Drachmann velset på Hornbæk”  –  med Holger Drachmann, som gennemgående person – lige genopstået fra sin grav til de to forestillinger hhv. lørdag d. 18. og søndag d. 19. juli 1981.

Hornbæk Amatørscene havde ellers sagt farvel og tak med forestillingen ”God old days” i 1976 – efter fire revyer på de lokale scener  – Scala Biografen i Hornbæk og Borsholm Forsamlingshus – fra 1973 til 1976.

Revyen i 1973 hed forresten ”Der lå et lille hus” og var inspireret af Tv-serien “Huset på Christianshavn”. Lise Sandager – hovedkvinden bag revyerne  – havde året før vundet en konkurrence i DR om at skrive et afsnit til den populære tv-serie.

Havnefestkomiteen havde i foråret 1981 henvendt sig til formanden for amatørscenen Lise Sandager om at medvirke i forbindelse med 100 års jubilæet, men betingelsen fra Lise Sandagers side var, at alle 17 tidligere medvirkende ved Amatørscenen, ville deltage. Det viste sig, at der var 100 procents opbakning bag projektet om at lade Amatørscenen genopstå for denne ene gangs skyld.

Instruktør Lise Sandager

Revyen blev helt og aldeles lokal. Den var skrevet af tre lokale, Annette Aagård Nielsen, Louis Nielsen og Lise Sandager, og det var Lise Sandager, der stod for instruktionen.

Det blev Holger Drachmann, der blev spillet af Jørgen Haagen Nielsen, der som en rød tråd skulle føre publikum gennem revyen.

Drachmann kom i 1877 som ung kunstmaler til Hornbæk, han holdt til blandt fiskerne og boede her i perioder over en længere årrække. Han tilbragte sin sidste tid i Hornbæk på Dr. Brünniche Klinik (nu Hotel Bretagne) fra oktober 1907 til sin død 14. januar 1908.

Flere af hans romaner og digte handler om hornbækkerne fra dengang, derfor var det af taknemmelighed overfor den store kunstner, at Hornbækkerne bar hans båre fra Hornbæk til havnen i Helsingør, hvorfra den blev sejlet videre til begravelsen i Skagen. Hornbæk fiskeren og havnefogeden Hans Kuhlmann udtalte således et sidste farvel ved en mindehøjtidelighed på Hornbæk Kro Jeg skal på fiskernes vegne sige at Drachmann var velset her på Hornbæk !”

Holger Drachmanns båre på Hornbæk Kro

Det var det unge ”boyband” Sunshine Boy, der sammen med sanglærer Johannes Jensen ”Jonas” sørgede for musikken, herunder at spille de gamle melodier til gamle revyviser, som var blevet opført i Hornbæk Revyen på Badehotellet fra sidst i 30’erne til begyndelsen af 50’erne. Sunshine Boys spillede Shu-bi Dua’s nye melodier til Drachmanns ”Se det summer af sol over engen” og “Midsommervisen” !

Danselærer Hanne Sørensen og fire Hornbæk piger indøvede nogle danse over gammeldags og nutidige badescener. Pigerne var Alice Byskov, Anne Drewsen, Susanne Schiellerup og Ilse Johanson. Som revyskuespillere medvirkede Kirsten Vingård, Lis Drejer Larsen, Lone Holm, Michael Sørensen, Louis Nielsen, Anna Pedersen og Svend-Erik Pii Sørensen. Annette Aagård var suffløse, og lys- og lydmændene Erik Nielsen og Jens Peter Pihl havde fundet ledninger, højttalere og projektører frem. Frisør Anette Nielsen fra Hornbæk Salonen sørgede for hår og sminke og Sussi Vindahl Andersen var regissør og billetsælger.

Jubilæumsrevyen blev opført i den nye gymnastiksal på Hornbæk Skole. Salen var på det tidspunkt endnu ikke helt færdigbygget, men man nåede det næsten til den 18. og 19. juli. Der blev dog lagt presenninger ud på gulvet, da man endnu ikke måtte gå på det.

Salen blev udsmykket i kabaret-stil. Der blev stillet borde og stole op med lys og blomster, og så var der inkluderet i billetprisen på 30 kroner en øl eller vand, som kunne nydes under forestillingen.

I alt 900 mennesker nåede at se de to forestillinger og overskuddet blev på 20.000 kr., som blev overrakt havnefestkomiteen i den efterfølgende uge op til Jubilæums Havnefesten lørdag d. 25. og søndag d. 26. juli 1981.

Helsingør Dagblad mandag d. 20. juli 1981 – fotograf ukendt !

Vi er i besiddelse af mange flotte fotos fra revyen – venligst udlånt af Jørgen Haagen – og fotografen er desværre ikke kendt, hvor man fornemmer den flotte og vedkommende revy i den dengang nyopførte gymnastiksal.

Man fornemmer i dette foto kabaretstemningen. Holger Drachmann blev ved starten båret på en båre, af brave fiskere med fakler, rundt blandt publikum og endte oppe på scenen.

Her genopstod han foran en flot farverig ”skyline” af Hornbæk, set mod land, som bagtæppe. Dette var flot udført af familien Bjarne Mail fra Borsholm. I højre side af scenen var der et lærred indbygget i dekorationen, som kunne vise billeder fra forskellige tider og steder i Hornbæk, som et visuelt løft til de mange indslag.


Revyens program:


Program 1:
På gensyn med Holger Drachmann:

Velan – I gæve fiskere – sæt båren varsomt ned,
endnu er jeg ej sindet at ta’ fra dette sted.
Men gys nu ej – min jordefærd kun varme kan mit hjerte,
jeg klart fornemmer byens, og hver ærlig fiskers smerte.
Her står Jeg nu – i al min magt – vil ej endnu fra stedet
som gennem mange lyse år min digtersjæl har glædet.
Den skønne strand – den smukke skov – de muntre havnefester

for store – små – og ikke mindst Hornbæks sommergæster.
Jeg stander her – og status gør til 100’red året kommer,
den havne-jubilæumsfest vil præge denne sommer.
Men først et kik vi sammen ta´r på svundne Hornbæk – dage, og glæd jer kun – thi Holger Drachman er nu vendt tilbage !


Program punkt 4.
“Før det store øjeblik”

De to veninder snakkede om livets alvor – den ene skulle giftes næste dag – på Rådhuset !

Holger Drachmanns efterfølgende kommentar var:
bare det var mig, der skulle møde hende på rådhuset !

Lone Holm og Kirsten Viingård


Badescene fra 1900-tallet.

Holger Drachmann lå under dette indslag på lur med sin kikkert.

Hannes badepiger: Anne Drewsen, Alice Byskov, Susanne Schiellerup og Ilse Johansson

Badescene fra 1981.

Holger Drachmann afsluttede indslaget med at “nynne” :
“Det var en mægtig smart, med bart bikini”


Sunshine Boys underholdt med to sange skrevet af Holger Drachmann og med nye melodier komponeret af Shu-bi-dua året før i 1980.

Programpunkt 7: Se det summer af sol over engen”
Programpunkt 20:
“Midsommervisen”

The Sunshine Boys: Frank Olsen, Poul Balle, Jens Frederik Nielsen “Frede” og Michael Sevel.

Lyt til “Se det summer af sol over engen” fra gruppens kassettebånd

“HAL-GODT”

Udgivet til fordel for Hornbæk Hallen 1986 !
Dengang var gruppen udvidet til fem mand – med Henning “Støj” Jørgensen på trommer.

Tryk og lyt…


Programpunkt: 9:
Alarm…

Louis Nielsen – på “Hornbæk Brandstation”.
Hornbæk fik dog først egen station i 1998.

Der indløber en alarm – Brandmajoren har god tid – der snakkes og sladres om alt i Hornbæk, og til sidst er huset brændt ned – alarmen aflyses !


Programpunkt 10:
Havnefestlig

Svend Erik Pii Sørensen

En mand går hjem efter to dages Havnefest.

Melodi: Øresunds natdunkle blå

Natten breder sine vinger,
Larmen fra havnen er ved at ta’ a’ –
jeg går hjemad – der er slinger,
det har sgu været to dejlige da’.
Jeg har truffet mange venner,
og jeg tror osse, at de traf på mig.
Hele havnen jeg vist kender,
stadig jeg hører de ord: “Hej på dig”.
De råbte: “Kom her – så gi’r vi en bier”
Jeg prøved’ – men nej – la’vær’ ku jeg ej ..

… der er fire vers til – Læs mere


Som optakt til PAUSEN – sang hele salen under ledelse af Lone Holm Hornbæk Sangen

Kender Du Hornbæks smilende kyst …

Der blev sunget med på Hornbæk-sangen,
selv om stearinlysene måtte tages til hjælp.


Programpunkt 13
Fuldeskydning

De er på vej til årets Fugleskydning – årets Fuglekonge var dengang Boghandler Hans Holten

Læg mærke til “fuglen” – øverst tv. – den frosne kylling skulle falde ned efter et skud fra en af fugleskytterne. Et eller andet gik galt i udløsningsmekanismen, og kyllingen blev hængende i snoren, hvorpå Louis ( to øl i livremmen) udbrød: ”Det var vist et meget løst skud”…

Fuglekongen køres hjem fra skydebanen !


Programpunkt 14:
Molerace

Kirsten Viingård sang om molerace på Hornbæk Havn gennem tiderne.


Programpunkt 15:
Dr. Pr. og Dr. Pa

Anna Pedersen:
Sketchen kørte på rim – om byens to doktorer Jørgen Prange og Erling Paridon.

Skal vi gi’ ham slange siger Dr. Prange – jeg tror vi nøjes med en saridon siger Paridon…..


Programpunkt 18:
Sikken voldsom trængsel

Michael Sørensen lavede en sketch over trængslen i Hovedgaden, og “de handlende og kendte Hornbækkere” måtte holde for !

…..ved I, at der ikke er rejer i slagter Frederiksens rejesalat – – nå, men der er jo helle ikke hunde i hundemad.

Den fortrukne plads i Hovedgaden var på bænken ved Den danske Bank ( i dag Brix Westergaard) “Den danske bænk” , hvor man mødtes og fik en sludder, de sidste nyheder og en tår øl.

…..ham Poul “Blinkfyr” har købt 12 par underhylere hos Prebens Herremagasin – januar, februar osv.

…..jeg hører at Irma (i dag superBrugsen) er bygget på piller – ja, men det ligger jo også overfor Apoteket !


Programpunkt 19 – et potpourri med kendte sange fra Stig Lommers berømte “Hornbæk Revyer” på Hornbæk Badehotel fra 1935 til begyndelsen af 50’erne :

Alle medvirkende havde en sang – vi har kun disse fire fotos !


Programpunkt 21:
Holger Drachmann takker af.

Han takkede for aftenen, og for at have oplevet, hvad der var sket de sidste halvfjerds år i hans gamle by.
“Nu vender jeg roligt tilbage hvor jeg kom fra, i sikker forvisning om at alt nu som før står godt til i min gamle by Hornbæk – jeg håber også at I kære publikum har haft nogle hyggelige timer.”

“Tusind tak for i aften alle sammen og på gensyn i næste weekend til Havnefest !”

Afslutningsnummeret: Så skal vi til Havnefest..
mel.: “Så går vi til enkebal…”

Snart skal vi til havnefest
kom – vær byens glade gæst
der er fest og go’ musik
og kulørte lamper.
Der er Jørgens Tivoli
der er fest- og fyrværkeri
vi skal fejre hundred’ år.
En forsmag er revyen her
vi håver, at vi Jer alle ser
næste lørdag – ja mød op.
Tegnebogen, den skal med
når I ta’r til havnen ned
og humør, som er i top.


Ja – ta’ med til havnefest
kom – vær havnens glade gæst
der er fest og go’ musik,
og kulørte lamper.
Tak fordi I kom i dag,
snart skal vi et gensyn ha’
vi skal fejre hundred’ år.

Alle de medvirkende fra v.: Jørgen Haagen Nielsen, Kirsten Viingård, Lone Holm, Michael Sørensen, Lis Drejer Larsen, Alice Byskov, Svend Erik Pii Sørensen, Anne Drewsen, Susanne Schiellerup, Louis Nielsen, Ilse Johansson og Anna Pedersen.


Referat (anmeldelse) fra Helsingør Dagblad man. 20 juli:  Journalist Lasse Bech:

Drachmann spiller stadig en rolle i Hornbæk

Den store digter blev båret ind ledsaget af fakkeltog ved Hornbæk-revyen, som blev en glimrende optakt til Jubilæumsfesten

Det blev den helt store succes, da Hornbæk Amatørscene i weekenden tog den gamle tradition fra de gamle revyer op og opførte en strålende forestilling. Ganske vist ikke, som i de gode gamle dage på Scala og Badehotellet. Det er jo nu Fysiurgisk Hospital, men gymnastiksalen, eller rettere hallen på den nye Hornbæk Skole viste sig særdeles velegnet til formålet.

450 mennesker var der plads til i salen, der var indrettet som cafe-teater med spredte borde og forfriskninger under forestillingen. Og der var stuvende fuldt begge aftener, endda i en sådan grad, at en del måtte sidde på stole langs væggene eller gå forgæves.

Selve handlingen i revyen var bygget op omkring den gamle digter Holger Drachmann, der i anledning af revyen blev vakt til live på en særdeles stemningsfuld måde. Han blev båret ind på en båre under ledsagelse af fakkeltog og båret af stoute fiskere i traditionelle dragter. Vel ankommen til scenen steg den gamle digter op fra lejet og betragtede Hornbæk med sine gamle øjne. Det gav anledning til en del kommentarer, for Hornbæk har jo ændret sig ikke så lidt i årenes løb.

Der var dels gammelkendte melodier, men mest helt nye numre, lavet til lejligheden. Skal man sige noget om det hele må det være, at anden afdeling efter pausen nok helt afgjort var den bedste. Men den gode stemning var til stede under hele forestillingen, og der blev snakket og diskuteret og leet både under forestillingen og i pausen, hvor mange benyttede lejligheden til at skaffe yderligere forsyninger af drikkevarer til anden akt.

Et lille halvt hundrede mennesker har været mere eller mindre direkte engageret i forestillingen, der blev en værdig optakt til Hornbæk Havns 100 års jubilæum, der fejres med brask og bram ved en stor havnefest næste weekend.

Det foregår naturligvis på selve havnen, hvor der foregår en masse festlige ting. Og hvor man forhåbentlig får et fint overskud til havnens mangeartede aktiviteter året igennem.

lasse

Gå tilbage til Hornbæk Havnefester – tidslinje her……

Gå tilbage til Havnefesten 1981 – 100 års jubilæum her……