21. december

Hornbæk har haft to biografer – turen i dag går i “Biffen” !

Den gamle biograf “Hornbæk Biografteater” på Friisvej.

Hornbæk fik sin første biograf i sensommeren 1913 med plads til 140 gæster. Indtil da havde byen gennem flere år bl.a. haft besøg af cykelsmeden fra Espergærde, der rejste rundt med sine film. Forstillingerne blev fremført på Hotel Bondegården og endnu tidligere på Hornbæk Kro. I begyndelsen spillede Hornbæk Biografteater ikke alle ugens dage, højsæsonen var sommerhalvåret, når alle landliggerne gæstede byen. Det kunne man ikke nødvendigvis leve af, i flere år drev indehaveren Sejr Johansen således også frisørsalon i beboelseshuset (i dag Hornbæk Bodega).

Allerede i 1916 forsøgte biografen sig som sommerteater, hvor man bl.a. fik besøg af “Storm-P” Det var vist kun denne ene sommer ?

*) Robert Storm Petersen var dansk maler, forfatter, skuespiller og “opfinder”.

I 20 og 30’erne kørte Hornbæk Bio med stor succes og før 2. verdenskrig byggede man nyt billetkontor og kiosk ved biografens indgang fra Friisvej

Under krigsårene gik det glimrende bl.a. gennem direktørens ivrige samarbejde med tyskerne. Dette blev han efter krigen sat i fængsel for. Det kostede ham bevillingen, hvorefter han uden held søgte erstatning.
Bevillingen blev opslået ledig, mens biografen blev drevet videre af en operatør fra København frem til februar 1946, hvor Hornbæk Biografteater lukkede.

I perioden frem til 1952, hvor Hornbæk igen fik en biograf, blev der jævnligt spillet forestillinger med mobile rejsebiografer forskellige steder i byen.

Efter lukning af Hornbæk Bio blev billetkontor og kiosk lavet om til en frisørsalon ved Gudrun Johansen.

Bygningerne blev i midten af 50’erne brugt som vævestue med salg fra en mindre butik syd for beboelsebygningen.

Den gamle sal stod tom helt frem til 1959, hvor man omdannede biografsalen til værelser med henblik på udlejning til sommergæster. Fysiurgisk Hospital (Kurbadet) lejede i 60-70’erne værelserne til personalet.

I starten af 1970èrne åbnede Hornbæk Bodega i beboelseshuset til biografen, senere blev biografbygningen lavet om til koncerthus og i 1992 til restaurant.

Læs mere om Hornbæk Bodega i Hornbækegnen nr 111 april 2021.

I dag er der restauranterne “STRANDPAVILLONEN HORNBÆK” både i salen og udenfor og “HORNBÆK BODEGA” i beboelseshuset. I den gamle kiosk og billetsalg er der et rejsebureau “DRØMMEREJSER”.

Den gamle biografbygning står stadig med sin særlige tagkonstruktion – et vartegn om en svunden tid med biografer i Hornbæk.

SCALA – Hornbæk

Efter flere år uden biograf i Hornbæk, skete der noget på det område, hvor Bondegården havde ligget før den brændte i 1944. En investor fra Dronningmølle “Kassegårds-Petersen” købte i 1950 hele området. Han byggede en biograf med dertil 4 sammenhængende butikker, samt anlæg af en benzintank og autoværksted – Caltex.

Et centralt beliggende bytorv opstod…


Den nye biograf “Scala” åbnede d. 20. juni 1952. Den nye biograf havde 315 pladser og bevillingshaver var Sigrid Garming. Hun var gift med byens anden og nye praktiserende læge Arne Garming på Kystvej 7.

Åbningsfilmen var den amerikanske film fra 1950 “Den Syngende Fisker”.

Scala Hornbæk var en stor flot biograf med flot interiøre – et gulv med 9 rækker og en balkon med 8 rækket. De fem første rækker var “cowboy-rækkerne” med træsæder, mens resten var lækre polstrede stole. Biografen havde datidens bedste akustik takket være en flot og lyddæmpende indvendig konstruktion. Foyeren var stor og med store ruder ud til butikstorvet og pladsen foran bygningen.

Om vinteren var der én forestilling kl 20, om sommeren var der 2 forestillinger kl 19 og kl 21. I vintersæsonen vistes der 3 forskellige film om ugen (man-tirs, ons-tors og fre-lør-søn) plus en ekstra børnevenlig film søndag kl 16.

Hver måned kunne man hente et nyt program i en af de to billetluger i forhallen. Der var en times forsalg hver dag. I foyeren var der kiosk med salg både ude og inde.

Fru Garming kørte Scala frem til 1972, hvor den nye direktør blev Sam Lomberg. Han kom fra filmbranchen fra det nedlagte Athena Film.

Sam Lombergs første film i Scala var “Solstik” fra 1953. En film med bl.a. Kjeld Petersen og Dirch Passer. Filmen var optaget i Nordsjælland og Hornbæk.

Scala blev dog ikke ved at være lige rentabel, sommerperioden var bedst vel nok på grund af de mange landliggere. Biografen havde hårde tider i vinterhalvåret og Scala lukkede i aug. 1976.

I dag kan man ærgre sig over, at Scala-bygningen blev solgt og revet ned, og at Hornbæk ikke fik chancen for at bruge bygningen til f.eks et fælle kulturhus. Bygningen indeholdt præcis disse kvaliteter.

Der har været afholdt enkelte koncerter “Walkers” og Eddie Skoller, samt en aflyst Shu-bi-dua koncert, ligesom der har været enkelte professionelle revyer (“Vi bygger en bro” Helsingør Revy i 70’erne) endvidere spillede Hornbæk Amatørscene enkelte revyer.

Popgruppen “Walkers” på scenen i Scale.

Scala biografen stod tom i et par år, inden biografen og butikkerne blev revet ned i efteråret 1979 for at give plads til opførelsen af et ny IRMA.

Mens biografen stod tom etableredes der i sommeren 1979 et IRMA i den ryddede biografsal og foyer – se tegning !

Der var den sommer to Irma butikker i byen – det andet og gamle Irma lå stadig på Friisvej nr. 4.

Der blev bygget et stort IRMA supermarked i 1980 på stedet, hvor biografen og butikkerne havde ligget.
I 1993, da COOP overtog Irma, blev bygningen til SuperBrugsen.

Kilder: Kim Agersten og Anne-Sofie Rubæk, Biografmuseet.dk, Hornbækegnen og SuperBrugsen

Brug pilen i højre side for at komme til toppen og lukke denne side (X), så Du kommer tilbage til FB-Hornbæk Dengang og Nu. Her kan Du eventuelt give Din kommentar – TAK